I Gribskov kommune går børn i Mini-FO fra april og frem til sommerferien.
På Gilbjergskolen afd. Parkvej har vi et udvidet brobygningssamarbejde med vores lokale daginstitutioner – “Børnehaven Ved Havet” samt de tre afdelinger under “Gilbjerg Børnehuse”.
I forbindelse med brobygningen, der primært ligger fra nytår og ind i det tidlige forår, besøger børnene FO og skole, ser rammerne, de voksne og får mulighed for i flere omgange at lære hinanden at kende på tværs af institutioner. Ligeledes vil voksne fra FO besøge børnene i deres institutioner.
Der er derudover et åbent-hus-arrangement samt infomøde for interesserede og kommende forældre. I forbindelse med opstart af Mini-Fo tilbydes alle forældre en kort overleveringssamtale, hvor de kan fortælle om deres barn.
I Mini-FO er det primære fokus på det sociale – at skabe rammerne for, at børnene på kryds og tværs kan lære hinanden at kende og at vi fra start får skabt et godt fællesskab. Via leg og aktiviteter i Mini-FO får de kommende skolebørn en hverdag, hvor de om formiddagen lærer skolens rytme at kende og om eftermiddagen indgår i FO’ens øvrige børnegruppe. Mini-FO har egne lokaler, hvor vi, udover at lege, også lærer lidt om bogstaver og tal, men mest at være del af en gruppe, vente på tur og alt det andet man også skal i en klasse. Børnene møder i den forbindelse også deres kommende lærere.
Skolestart betyder også en større grad af frihed – eksempelvis er skolen ikke hegnet ind som en daginstitution og børnenes legeområder er store. Det lærer vi at bruge i trin.
Vi deltager i videst muligt omfang i skolens aktiviteter som koncerter og optrædener, frikvarterer, legepatrulje i hallen, dyrskue mm.
I løbet af tiden i Mini-FO ser vi, hvordan børnene fungerer i grupper og på den baggrund, og med børnehavernes anbefalinger, deler vi før sommerferien børnene op i skoleklasser.
Mini-FO tiden slutter af med en hyggelig grillaften hvor børn, forældre og teamet omkring 0.klasse og FO spiser sammen og klasserne præsenteres.