Legepatrulje og læsemakkere

På Blistrup skole har vi legepatrulje. Det er eleverne i 5. klasse, der hvert år står for legepatruljen sammen med en af skolens pædagoger.

I 12-frikvarteret kommer eleverne fra legepatruljen ned i indskolingen og henter alle de børn, der har lyst til at deltage i de lege, som patruljen arrangerer.

Eleverne i legepatruljen organiserer og introducerer legene og deltager sammen med de små elever, således at legene forløber smidigt.

Formålet med at have legepatrulje er at styrke det sociale liv eleverne imellem og på tværs af årgange, samt at støtte op om de elever, der af den ene eller anden årsag har svært ved selv at etablere legeaftaler i frikvartererne.

 

Hvert år på fjerde årgang bliver eleverne læsemakker for en 0. klasses elev.

I løbet af ugen vælger alle elever i fjerde 1-2 små bøger, som de læser højt for en elev i 0. klasse. 

På denne måde træner både 4. og 0. klasse læsning på en anden måde, og der bliver henover året skabt en tryg relation mellem indskolings- og mellemtrinselever.